"Vi skal stoppe med at forære det mest værdifulde væk"

I begyndelsen af det nye år blev vi inviteret til en international konkurrence om at tegne en ny campus for et stort globalt brand. Projektet åbner muligheder på et eftertragtet marked, det kan tilføre nye kompetencer til tegnestuen, og hvis vi vinder, sikrer det arbejde til en stor gruppe medarbejdere mange måneder frem. Det er én af de opgaver, der er svær at takke nej til. Men det var alligevel det, vi endte med at gøre. Årsagen? At vi endnu engang blev bedt om at stille med et detaljeret designforslag uden at modtage honorar for vores arbejde. Det er kort og godt en devaluering af arkitekturens værdi. Hvordan kan en international millionvirksomhed retfærdiggøre et krav om gratis arbejdskraft? Det er enormt nedslående, at dem, der har midlerne til det, ikke er villige til at betale for den indsats, de beder om. Men endnu vigtigere, hvorfor er der arkitekter, der bliver ved med at accepterer så ringe vilkår? For konkurrencen fortsætter ufortrødent under helt samme betingelser.

Efter nytårsopsangen fra Cobes direktører Nina Mathiesen og Mari Randsborg står vi her igen. Debatten om arkitektkonkurrencen og de overproportionerede afleveringskrav har atter fået momentum. Og præcis som Lars Juel Thiis læser vi hvert indlæg med en følelse af ”deja-vu”, mens vi nikker genkendende og trætte stemmer i koret af frustrerede rådgivere. De høje transaktionsomkostninger har mange tabere og kun meget få vindere. Bygherre, deltagende virksomheder og samfundet spilder alt for mange ressourcer, mens bygherrerådgivere tjener penge på stadig mere komplekse udbud med detaljerede krav og langstrakte processer. 

Vi ved det alle sammen godt. Problemet er ikke nyt, og det har heller ikke været fortiet og fejet under gulvtæppet. I sin første nytårstale som direktør for Danske Arkitektvirksomheder i 2015 påpegede nu daværende direktør Lene Espersen den uheldige tendens, at ”man ved udbud og konkurrencer i høj grad arbejder gratis”. Et par år senere blev de detaljerede krav i konkurrencer hos samme foreningen kaldt ”en gammel kæphest, som ikke kan nævnes for ofte” og kritiseret for at skabe falsk tryghed hos bygherre. I 2018 gik Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, FRI, Dansk Byggeri og Arkitektforeningen sammen om at udgive en række anbefalinger, og tre år efter kom Danske Arkitektvirksomheder og Arkitektvirksomheden med deres ”Vejledning til projektkonkurrencer – 7 gode råd’. Det har altså ikke skortet på gode råd og intentioner, men lige lidt har det nyttet. Nu vil brancheforeningerne genbesøge arbejdet; ”de har ikke fået forventningsafstemt”, hedder det. Når de sætter sig sammen igen, håber vi, at de velmenende anbefalinger og gode råd udmunder sig i konkrete retningslinjer for den gode, værdiskabende bygherrerådgivning. Der er brug for en tydelig linje på tværs af branchen. 

Vi stiller os i køen af tegnestuer, der drømmer om en branche, der står sammen – en branche, der har modet til at sige nej. Men vi skal mere end at drømme; vi er nødt til at kigge indad. Som arkitektvirksomheder har vi nemlig selv været med til at skabe monstret. Og vi bliver ved med at fodrer det, hver gang vi langer et gratis skitseforslag over bordet eller siger ja til urimelige vilkår i både konkurrencer og igangværende projekter. Vi er en branche, der lider af kollektiv FOMO. Vores accept af dårlige vilkår og gratis arbejde opstår et sted mellem frygten for at gå glip og drømmen om projektet. Men at forære det mest værdifulde væk gratis dur ikke på den lange bane. Det skaber en forventning om, at arkitekter er villige til at satse stort og tabe endnu større på blot at komme i betragtning til en opgave. Det underminerer værdien af vores innovationskraft og kreativitet. Sammen med designere og andre kreative fagligheder hører vi til blandt de få brancher, der billigt og villigt overdrager visioner og forslag i håbet om en opgave. Vi gør det, fordi det måske er den chance, vi får; fordi vi gerne vil inviteres med til festen næste gang. Men det vi giver væk, er hele vores eksistensgrundlag og accepten af de dårlige vilkår spreder sin effekt som ringe i vandet. For hvis du vinder opgaven, har du allerede bevist, at du er villig til at arbejde hårdt for ingen penge. 

Når man forsøger at etablere sig som tegnestue eller netop har fået lidt luft under vingerne, kan det virke overvældende at stå imod og sige nej. Tænk, hvis man forspilder sin chance. Det har vi historisk heller ikke altid været gode til, og vi skal stadig tage en dyb indånding, inden vi takker nej til en mulighed. Heldigvis findes der gode eksempler på, at det kan betale sig at insistere. For nyligt lykkedes det os at vende en gratis visionskonkurrence til en honoreret opgave. Vi holdt fast velvidende, at én tegnestue allerede havde accepteret betingelserne, og at det kunne koste os vores plads i konkurrencen. I en anden konkurrence endte bygherre med at øge honoraret for alle inviterede teams med tilbagevirkende kraft, fordi kvaliteten af de afleverede designforslag overgik deres forventninger. Den slags oplevelser styrker vores håb og selvtillid. 

Drømme og ønsker er sympatiske, men hvis det skal rykke, må vi forpligte hinanden på at stå sammen. I 1995 satte de såkaldte dogmebrødre sig sammen og skrev manifestet Dogme95, som var samlet under Kyskhedsløftet. Enorme produktionsbudgetter og tekniske hjælpemidler havde fremmet film som en vare, men ikke som kunstart. Som et modsvar på det, de beskrev som ”uheldige tendenser i tidens film”, ville de lade historien og skuespillet træde frem i stedet for mediet. Dogme95 var usædvanlig i sin kollektive karakter og endte med at sætte dansk film på verdenskortet. Med inspiration fra dogmebrødrenes manifest, opfordrer vi til at lave et arkitektcharter – ikke så radikalt som filmens kyskhedsløfte, men en kollektiv erklæring om at stå sammen mod de uheldige tendenser i tidens konkurrencer, at stå sammen om fælles værdier og rettigheder, og om i fællesskab at forpligte hinanden til at sige nej til gratis arbejde og urimelige vilkår.

Vi skal tilbage til kernen i arkitekturen, som handler om værdiskabelse. Om det gode koncept og de stærke bæredygtige visioner. Om æstetik og arkitektonisk kvalitet. Og det behøver man ikke altid påvise gennem en flerfaset konkurrence, der strækker sig over et helt år. Det begynder hos de af os, der har overskud og ressourcer til at sige nej. Vi kan ikke lade det tilbage til unge, nystartede virksomheder at stå imod. De stærke stemmer og store ressourcestærke arkitektvirksomheder må gå forrest som gode rollemodeller. Vi skal bane vejen for en bedre branche. I sidste ende handler arkitekturen om at skabe værdi for både individer, fællesskaber og samfundet. For at kunne gøre det, må vi begynde med at forstå vores eget værd.

Bragt i Byrumsmonitor 6. februar 2023